Clara Skytte Knudsen

En altid smilende Clara Skytte Knudsen iført Elite Håndbold Aalborgs spillertøj

Interessen for håndbold startede i en tidlig alder. Som u10 spiller, spillede jeg min første håndboldkamp for Støvring Håndbold. Siden da blev interessen for sporten og lysten til at udvikle mig kun større.
Efter 7 år i den blå trøje, tog jeg på Stidsholt idrætsefterskole, hvor tvivlen om klubskifte efter årets ende fyldte meget. Efter samtaler med trænere og stor bekymring grundet uvisheden om fremtiden, flyttede jeg til Elite Håndbold Aalborg. En beslutning jeg ikke har fortrudt siden!
Ungdomsårene i EH Aalborg har blandt andet budt på oplevelser såsom jysk mesterskab, træningslejre i ind- og udland, en helt unik oplevelse med Aalborgs nuværende liga damer i Sydkorea og ikke mindst et hav af læring og nye venskaber.
Støvring håndbold byggede for mig grundværdierne op omkring håndbold. Uden det, som de har givet mig med i bagagen, havde alt dette aldrig været muligt. Støvring håndbold var min trygge base, hvor jeg kunne udfolde mig, og have det sjovt med mine veninder. Da den helt unikke mulighed med super train indtraf i klubben var det helt klart et vendepunkt for mig.
Som u-12 og u-14 spiller, fik vi nemlig muligheden for at kunne blive trænet af diverse liga spillere samt trænere udefra, hvilket var guld værd for mig.
Støvring håndbold er en klub, som indeholder så dyrebare værdier, og som er med til både på herre- og dame siden, at udvikle enormt dygtige ungdomsspillere! Hver enkel træner, som jeg har mødt på min vej i klubben, har været med til at gøre et enormt indtryk på mig.
At se mig selv tilbage i min barndomsklub er helt sikkert en mulighed i fremtiden. De ambitioner der ligger i klubben både i ungdoms- og seniorafdelingen er helt sikkert noget, som jeg ville kunne se mig selv være en del af på sigt!
Jeg følger selvfølge stadig trofast med på sidelinjen, og jeg er stadig til at finde i Støvringhallen til tider, når der skal heppes! #vamosblå